En filtsning af husets facade og murværk kan give huset et helt nyt udtryk. Du skal dog være opmærksom på, at filtsning – ligesom alle andre typer pudsninger af facader i øvrigt – ikke kan fortrydes, og vil kræve mere vedligeholdelse af facaden.
Se priser på filtsning nedenfor og læs vores ekspertråd til opgaven nedenfor.
Hvad koster filtsning af husets facade?
Filtsning koster typisk mellem 400-450 kr. per m2 murværk. Prisen vil dog i høj grad afhænge af, om der også skal lejes stillads, om opgaven også skal omfatte reparation af murværk mv.
Derfor har vi samlet en prisliste nedenfor, som inkluderer de typiske udgifter forbundet med en filtsning:
Tabel 1: Prisliste for filtsning af facade inkl. moms
Opgave | Pris |
---|---|
Omfugning og reparation af mursten | 400-500 kr. per m2 |
Grundrens af murværk | 100-125 kr. per m2 |
Filtsning af murværk | 400-450 kr. per m2 |
Leje af stillads | 18.000-20.000 kr. |
Omfugning og reparation af mursten kan være nødvendigt, hvis murværket er i dårlig stand. Ligeledes kan det være nødvendigt med stilladsleje, hvis huset er højere end grundplan. Rens af facaden med grundrens vil altid være nødvendig.
For at overskueliggøre prisen for et filtsning finder du nedenfor et priseksempel:
Priseksempel: Filtsning af facade på 150 m2 med grå tyndpudsmørtel
I nedenstående priseksempel ønskede kunden en filtsning af facaden på samlet 150 m2. Murværkets fuger var i fin stand, så en omfugning var ikke nødvendig men kunne nøjes med udskiftning af 10 mursten. Huset har høje gavle og krævede derfor stilladsleje.
- Udskiftning af 10 mursten: 1.250 kr. inkl. moms
- Stilladsleje inkl. montage: 20.000 kr. inkl. moms
- Bortskaffelse af byggeaffald: 2.500 kr. inkl. moms
- Afrensning af facaden med grundrens: 125 kr. inkl moms per m2
- Filtsning af facade: 400 kr. inkl. moms per m2
- Samlet pris: 102.500 kr. inkl. moms
Hvad er filtsning, og hvordan udføres det?
En filtsning er en af flere metoder til tyndpudsning af facaden. Til forskel fra andre metoder såsom vandskuring eller berapning efterlader filtsning facaden med en finere overflade, hvor murværket er mere tydeligt.
Filtsning kan stå som ubehandlet i sin naturlige farve, men kan også leveres som indfarvet mørtel i en ønsket farve, eller efterfølgende kalkes med kalkmaling.
Processen for filtsning af murværket og facaden foregår som følger:
1. Eventuelt stillads monteres
Er der tale om en filtsning af en fleretagers facade, slipper man ikke for leje af stillads. Det anvendes også, hvis murværket skal udfræses og omfuges samt hvis mursten skal repareres, inden filtsningen påbegyndes.
Er der blot tale om et parcelhus i grundplan, behøver man ikke nødvendigvis stillads.
2. Murværket repareres og renses
Inden mureren går i gang med filtsningen af facaden, skal murværket repareres og renses.
Det er betydeligt sværere at reparere en pudset mur med defekte sten, løse fuger mv. Derfor skal muren repareres og eventuelt omfuges, før den filtses.
Muren skal desuden være helt ren og fri for fedt, mos og alger, inden den filtses. Muren skal derfor også renses med grundrens, inden filtsningen går i gang.
3. Mureren sammenblander mørtlen
Når muren er klar til at blive filtset, sammenblander muren mørtlen, som er materialet der anvendes til filtsningen. Her kan man f.eks. anvende Weber Multi 280, som er en grå hæftemørtel, men du kan også vælge andre materialer med andre farver.
Muren sammenblander mørtlen med vand. Til at sammenblande anvender man typisk en almindelig boremaskine med et piskeris tilknyttet.
4. Tyndpudsmørtlen påføres facaden
Når tyndpudsmørtlen har fået den rigtige konsistens, påfører muren mørtlen på facaden. Her anvendes et stålbræt eller trækbrædder, som påføres og trækkes op langs muren.
5. Facaden filtses
Når tyndpudsmørtlen har fået tid til at sætte sig på facaden og tørre en smule, foretager muren selve filtsningen. Mureren anvender et filtsebræt, som er fugtet på mørtlen i roterende bevægelser. Under filtsningen bliver overskydende mørtel løbende fjernet, hvilket gør murværket mere tydeligt.
Efter filtsningen kan facaden efterfølgende males med kalkmaling, hvis det er, hvad man ønsker.
Nedenstående video fra jem & fix viser, hvordan en filstning foregår:
Hvor er filtsning velegnet?
De fleste mure af mursten/tegl kan pudses, men pudsen binder bedst på de røde hånd- eller blødstrøgne sten, der har en lidt ru overflade. Nye, maskinstøgne mursten med en glat overflade er mindre velegnet, fordi tyndpudsmørtlen ikke hæfter sig lige så godt til murværket.
Beton- og gasbetonmure kan også filtses, hvis de ikke er overfladebehandlet med f.eks. maling. Derfor skal eventuel maling fjernes, før muren kan filtses. Malingen kan fjernes med spartel el.lign. Ved nyere og mindre porøse murstensfacader kan man også fjerne malingen med en vandspuler på lavt tryk. Der er dog risiko for at ødelægge fugerne ved vandspuling.
Er der tale om en ældre mur, bør du ikke anvende vandspuling.
Hvad er forskellen mellem filtsning og vandskuring?
Ordene filtsning og vandskuring anvendes i flæng om tyndpudsning af murværket generelt, men der er forskelle på slutresultatet og udseendet af de to metoder:
- Vandskuring udføres ved, at et tyndt lag mørtel påføres muren, som derefter skures jævn med en våd mursten inden tørring. Vandskuring giver en overflade, hvor du i høj grad stadig kan se murstenene og deres struktur.
- Filtsning foretages ved, at et mørtellag påføres muren i et så tyndt et lag som muligt, og overskydende mørtel fjernes i roterende bevægelser med filtsebræt.
Fremgangsmåden ved de to metoder er den samme på nær ved det afsluttende trin, hvilket betyder, at det koster nogenlunde det samme – det er blot det endelige udseende, som vil se en smule forskellig ud.
Vandskuring er mere dækkende end filtsning, og murstenene ses derfor tydeligere ved filtsning. En filtset mur har desuden en overflade, der viser de karakteristiske runde strøg, som kommer fra overfladebehandlingen med filtsebrættet.
Indenfor tyndpuds af facaden findes desuden sækkeskuring og berapning, som er andre metoder der ligeledes giver anderledes strukturer på overfladen:
- Ved berapning bearbejdes det tynde mørtellag med hvidtekost og vand. Overfladen børstes endnu engang, så løse sandkorn fjernes, når mørtlen er blevet tør. Således vil facaden efterlades med spor af hvidtekostens strøg i det endelige resultat.
- Sækkeskuring foretages næsten på samme måde som vandskuring, men i stedet for skuring med en våd mursten, anvendes en såkaldt jutesæk (en slags lærredsæk), der gnides over muren, inden mørtlen er tørret.

Hvad er fordelene ved filtsning?
Filtsning af murværket har både praktiske og æstetiske fordele:
- Filtsning skjuler grimme, ujævne og gamle mursten.
- Hvis du har problemer med såkaldte murbier – dvs. bier som har fundet huller i murværkets fuger – vil en filtsning stoppe problemet.
- Puds kan give en vis beskyttelse af en nedslidt facade.
- Skal murværket alligevel omfuges og repareres, kan puds være oplagt løsning efterfølgende.
- Puds kan give huset en ny farve og et nyt udtryk.
- Filtsning danner et godt grundlag til efterfølgende overfladebehandling med maling af kalk af facaden.
Hvad er ulemperne ved filtsning?
Der er også en række ulemper forbundet med en tyndpudsning af facaden, herunder:
- Sammenlignet med et almindelig, ubehandlet murværk kræver en pudset mur langt mere vedligeholdelse. Efter en årrække skal facaden pudses op igen, for at den forbliver pæn.
- Puds er meget porøs og derfor mere sart over for stød og slag end murværk.
- Det bliver sværere at reparere en pudset mur med defekte sten, løse fuger m.m. Derfor skal du reparere muren, før du pudser den.
- Fugtophobninger i muren ses tydeligere som mørke fugtskjolder på en pudset facade.
- Du kan ikke fortryde og få murstensfacaden tilbage igen, efter den er pudset. Det kan ikke lade sig gøre at rense pudsen væk efterfølgende uden at ødelægge murens brandhud.
- Sætningsrevner vil være mere tydelige med pudset facader end ubehandlede murværk.
- At pudse en ellers ubehandlet facade er en stor beslutning, og du bør overveje, om det passer til resten af husets udseende. I værste fald kan det medføre en forringelse af ejendomsværdien.
Kan jeg selv filtse min facade?
Der er ingen love eller regler forhindrer dig i selv at pudse – eller filtse – dit hus’ facade, men du bør overveje, om det er værd at spare penge på filtsningen ved selv at udføre arbejdet.
Facaden er selvsagt en meget synlig del af huset, og manglende kendskab til både mørtlens rette blandingsforhold samt arbejdet i det hele taget kan medføre et sjusket og grimt resultat.
Har du alligevel mod på selv at udføre arbejdet, bør du forsøge dig med en mindre del af facaden. Det kræver den rette teknik at skabe en flot, glat og ensartet overflade, og ved at forsøge på et mindre område, kan du vurdere resultatet, inden du går i gang med resten af facaden.
Filtsning koster ca. 400-450 kr. per kvadratmeter murværk. Du skal dertil også budgettere med evt. omfugning, rens af murværk samt evt. stilladsleje.
Der er ingen love eller regler der forhindrer dig i selv at filtse husets facade. Du skal dog være opmærksom på, at det kræver det rette kendskab til mørtlens blandingsforhold og den rette teknik, for at du får en flot, glat og ensartet overflade. Overvej derfor at overlade arbejdet til en murer, hvis du ikke har erfaring fra lignende opgaver.